Det perfekte menneske

Jeg tror egentlig ikke at der findes ret mange af dem, men ÅH hvor er de bare pisse-irriterende. De der mennesker som bare kan alt. Jeg har lige mødt en af dem i dag i skolens volley-turnering. Han er lækker, et biologi-geni, charmerende og virkelig god til volley. En af mine veninder er også en af dem, som bare kan alt. Hun er sød og smuk, får gode karakterer og har det fedeste job. Du kender sikkert en af dem selv. De fleste gør vel om end ikke personligt, så måske fordi der går en på din skole, en som du kender fra arbejde, fra din sportsklub eller bare en som du har hørt om, fordi han/hun gang på gang er nævnt i lokalavisen.  For det første ser de godt ud – sund hud, som aldrig har set skyggen af en bums, smukt hår, lækker krop, og så er de i måske ikke fantastisk, men i hvert fald god form. De får gode karakterer i skolen, selv i de fag som de er dårlige til, læser interessant litteratur og skriver selv fremragende digte. De har et job på den helt nye, trendy cafe i byen eller pladebutikken hvor alle køber al den musik, man ikke kan få andre steder. Selvom de både arbejder, er i skole hver dag og får topkarakterer, er de stadig at se i byen i weekenderne, hvor de danser natten væk og bliver tilbudt drinks af deres utallige beundrere. De har verdens sødeste kæreste, nemmeste forældre og pæneste lejlighed. Et musikalsk talent, kunstnerisk geni og glimrende skuespiller. Hvis de bare var flabede eller arrogante, så kunne man i det mindste sidde og hade dem i sin egen lille uperfekte verden af dumpede prøver og hæle, som sidder fast i risten. Men for de meste er de charmerende, sjove og nede på jorden, hvilket betyder at man virkelig nyder deres selskab. Den eneste grund til at de er pisse-irriterende er, at man bliver klar over, hvor uperfekt man selv er. De minder mig om alle ting, som jeg gerne vil, men som jeg bare slet ikke synes, at jeg kan overskue eller har tid til. Deres minutter og timer er meget længere end alle normale, dødelige menneskers timer – Det er deres hemmelighed. Jeg er helt sikker. Der er simpelthen ingen anden forklaring. Det ville ikke undre mig, hvis de mødes en gang om ugen i en lille hemmelig klub for perfekte mennesker. Så sidder de der og muntrer sig over, at de har gennemskuet hvordan man kan stoppe tiden, imens de iagttager de dødeliges ynkelige forsøg på at opnå perfektion.  

Det sker, at jeg af og til prøver, men nej – gang på gang må jeg simpelthen give op – jeg får aldrig min matematikkarakter op over 4 og kæmpebumsen på hagen vender troligt tilbage selvom, at jeg plejer min hud med diverse dyre cremer. Jeg ved godt, at man ikke bør give op, men nogle gange virker min dyne og ”Paradise Hotel” (Ja ja, jeg ved det godt, men jeg er altså blevet grebet af det – plejede ellers at være en af dem, som lavede grin med dem som så det) altså bare meget mere tiltalende end lektier og andre fornuftige ting. Et par gange om ugen tager jeg en beslutning om at nu vil jeg til at lave lektier én time om dagen, og nu vil jeg begynde at løbetræne for at komme i form. Jeg kan nærmest se himlen åbne sig, englene hæve deres trompeter og spille en fanfare, fordi nu vil jeg virkelig gøre det! Og nu – det starter i morgen!

The only thing nice about being imperfect is the joy it brings to others

Doug Larson

P.S. Jeg er helt sikker på, at de er elendige i sengen. Om dette er sandt, vil jeg nok aldrig finde ud af, for chanchen for at et af disse mennesker nogensinde kunne finde på at være sammen med en dødelig som jeg er godt og vel lig nul.