You are currently browsing the monthly archive for april 2008.
Nå, så sidder jeg her igen. Ligesom jeg har gjort tre gange før, måske minus en halv. Andreas og jeg skrev jo i sin tid den første leder sammen, så den tæller kun for en halv. Hver eneste gang jeg skal til at skrive min leder til skolebladet, sidder jeg og er helt blank – fuldstændig paf og uden den fjerneste ide om, hvad jeg skal skrive. Min første leder handlede om julen, hvilket jo var temmelig oplagt, idet bladet udkom i slutningen af december, og var kun lidt god, fordi den rimede hele vejen igennem – det tog fandme også 100 år at skrive den. Og min 2. leder handlede en lille bitte smule om Danmark, en lille smule om Muhammed-tegningerne, en lille smule om X-factor og gav kun en lille smule meninge.
Gyldendals DVD leksikons definition af en leder er som følgende:
Leder: opinionsartikel i et dagblad eller andet nyhedsmedie, der udtrykker chefredaktionens vurdering af et aktuelt emne. Fra partipressens første tid i 1840′erne spillede ledende artikler en central rolle i opinionsdannelsen. Heri fortolkedes de aktuelle begivenheder, og den politiske linje blev udstukket. Efter pressereformen fra 1905 blev lederne nedprioriteret i takt med det politiske stof generelt.
Jeg slog det op for at se, om jeg ikke kunne få et par ideer til, hvad jeg skulle skrive. En vurdering af et aktuelt emne? Hmm… og jeg tænker straks, hvem fanden gider høre lige præcis min holdning, som sikkert er magen til så mange andres, til strejken eller OL i Kina eller bare patter i svømmehallen? For helt ærligt, så er min holdning til disse emner ikke særlig ”indie” eller forskellige fra så mange andres holdning. Ikke fordi jeg bare hopper med på vognen af de meninger, der allerede er dannet og ikke selv har tænkt over sagerne, men fordi jeg egentlig bare er ganske almindelig. Hvilket jeg overhovedet ikke er spor træt af at være. Vi lever vist i en tid, hvor alle prøver at være noget særligt og har mega travlt med at skille sig fra mængden, og bare være dyb og ”så meget i kontakt med sig selv”. Men hvad er der nu galt i, at indrømme at man i virkeligheden er ligesom alle de andre og godt kan lide at se X-factor og Titanic, leverpostejsmadder med remoulade og ristede løg og egentlig er en ganske almindelig gennemsnitsdansker? Jeg kan faktisk godt lide at være det. Det er fantastisk afslappende ikke at skulle anstrenge sig for at være anderledes.
For at få mere inspiration slog jeg op og læste de ledere, som kommer i nogle af de modeblade jeg nogle gange kommer til at bruge min dyrebare SU på, fordi der på forsiden står: ”Sådan taber du 10 kilo uden at løfte en finger,” eller ”Sådan finder du drømmefyren”. Men de ledere handler sgu altid om personlige ting som f.eks. forelskelser, intriger, sladder og kærlighed. Ikke for noget, men lige umiddelbart har jeg sgu ikke lyst til at smøre hele mit personlige liv ud i et skoleblad. Selvom der for tiden er drama nok på gymnasiet til, at vi kunne skabe vores eget ”Paradise Hotel”, så har jeg sgu ikke tænk mig at udlevere nogen (Men jeg kan sige, at folk ikke er deres kærester helt tro (Malene og Mads/Nikoline, Diana og Lasse) og at der er rundetrunter (både af han- og hunkøn) (Susan, Nick og Gleager) nok til en mindre hær, og at 1.g’erne horer som gale, hvis sex-terninger finder frem til deres fester (alle fra Paradise generelt). Desuden har Rektor åbenbart fået klager over at skolebladet er for vulgært (hint forsiden på det forrige blad), og derfor kan vi ikke skrive alt for meget om sex i bladet, selvom at det jo sælger, som man nu engang siger.
Så ja, jeg sidder lidt her, og aner ikke hvad jeg skal skrive om. Men vil meget gerne ønske jer alle sammen rigtig meget held med eksamen og årsprøver, TILLYKKE til dem, der bliver studenter i år (Gid det var mig!), og jeg håber at alle får en helt fantastisk sommerferie, om den så skal gå med at tjene penge, hygge herhjemme eller på oplevelse på den anden side af jordkloden.
Det var sjovt så længe det varede!
