Der er så dejligt under dynen. En lille bytur var skyld i, at jeg først kravlede i seng kl. 04 i nat. Havde det været en almindelig skoledag i dag, havde det været ganske forfærdeligt, for så havde jeg skullet tvinge mig selv til at komme ud af fjerene efter kun 3 timer i reden. Men heldigvis er det søndag i dag, hvilket betyder at jeg har tilbragt hele dagen under dynen, men undtagelse af et par få udflugter til badeværelset og køleskabet. I modsætning til turene til toilettet var ca. hver anden udflugt til køkkenet forgæves. Af en eller anden underlig grund kravler jeg ud af den varme seng, går med bare tæer igennem det kolde hus, åbner køleskabet, kigger i det og konstaterer at, jo – der er sådan set masser af mad at vælge imellem, men efter at have stået lidt og kigget, ender jeg med at lukke køleskabet igen og forlade køkkenet. Og okay, hvis det bare var en enkelt gang man gjorde dette, så var det måske knap så underligt. men når det er flere gange dagligt, begynder man altså at undre sig lidt over hvorfor man gør det. Jeg tror måske, det skyldes rastløshed, kedsomhed eller… fortvivlelse.

Måske vil man trøstespise –i frygt for at for at lukke de følelser man har ud af munden og lade de forkerte mennesker høre ens fortvivlelse, stopper man munden med mad, for så er den sikret. Eller man føler et tomrum indeni og tror at det er sult, men i virkeligheden er det egentlig ensomhed eller savn. Allerede i en alder af kun 19 år, er det ligesom gået op for mig, at trøstespisning ikke hjælper på det tomrum jeg af og til føler, jeg har indeni. Men for et kort øjeblik bilder jeg mig selv ind at trøstespisning kan hjælpe, men når jeg så står foran køleren, går det op for mig, at det gør det ikke. Jeg skal ikke spise, jeg skal skrive. Det er det jeg skal. Ikke fordi jeg skriver specielt godt eller fordi andre skal kunne læse om mit enormt uinteressante liv. Nej, jeg skal skrive for min egen skyld og tomrummet i min maves skyld.  Så her er jeg – sort på hvidt, under min dyne – sov godt og drøm dejligt!   

You don’t have to be great to start, but you have to start to be great.
Joe Sabah