Leder: Åh åh, hvad skal jeg skrive?

Nå, så sidder jeg her igen. Ligesom jeg har gjort tre gange før, måske minus en halv. Andreas og jeg skrev jo i sin tid den første leder sammen, så den tæller kun for en halv. Hver eneste gang jeg skal til at skrive min leder til skolebladet, sidder jeg og er helt blank – fuldstændig paf og uden den fjerneste ide om, hvad jeg skal skrive. Min første leder handlede om julen, hvilket jo var temmelig oplagt, idet bladet udkom i slutningen af december, og var kun lidt god, fordi den rimede hele vejen igennem – det tog fandme også 100 år at skrive den. Og min 2. leder handlede en lille bitte smule om Danmark, en lille smule om Muhammed-tegningerne, en lille smule om X-factor og gav kun en lille smule meninge. 
Gyldendals DVD leksikons definition af en leder er som følgende:

Leder: opinionsartikel i et dagblad eller andet nyhedsmedie, der udtrykker chefredaktionens vurdering af et aktuelt emne. Fra partipressens første tid i 1840′erne spillede ledende artikler en central rolle i opinionsdannelsen. Heri fortolkedes de aktuelle begivenheder, og den politiske linje blev udstukket. Efter pressereformen fra 1905 blev lederne nedprioriteret i takt med det politiske stof generelt. 
 
Jeg slog det op for at se, om jeg ikke kunne få et par ideer til, hvad jeg skulle skrive. En vurdering af et aktuelt emne? Hmm… og jeg tænker straks, hvem fanden gider høre lige præcis min holdning, som sikkert er magen til så mange andres, til strejken eller OL i Kina eller bare patter i svømmehallen? For helt ærligt, så er min holdning til disse emner ikke særlig ”indie” eller forskellige fra så mange andres holdning. Ikke fordi jeg bare hopper med på vognen af de meninger, der allerede er dannet og ikke selv har tænkt over sagerne, men fordi jeg egentlig bare er ganske almindelig. Hvilket jeg overhovedet ikke er spor træt af at være. Vi lever vist i en tid, hvor alle prøver at være noget særligt og har mega travlt med at skille sig fra mængden, og bare være dyb og ”så meget i kontakt med sig selv”. Men hvad er der nu galt i, at indrømme at man i virkeligheden er ligesom alle de andre og godt kan lide at se X-factor og Titanic, leverpostejsmadder med remoulade og ristede løg og egentlig er en ganske almindelig gennemsnitsdansker? Jeg kan faktisk godt lide at være det. Det er fantastisk afslappende ikke at skulle anstrenge sig for at være anderledes. 
 
For at få mere inspiration slog jeg op og læste de ledere, som kommer i nogle af de modeblade jeg nogle gange kommer til at bruge min dyrebare SU på, fordi der på forsiden står: ”Sådan taber du 10 kilo uden at løfte en finger,” eller ”Sådan finder du drømmefyren”. Men de ledere handler sgu altid om personlige ting som f.eks. forelskelser, intriger, sladder og kærlighed. Ikke for noget, men lige umiddelbart har jeg sgu ikke lyst til at smøre hele mit personlige liv ud i et skoleblad. Selvom der for tiden er drama nok på gymnasiet til, at vi kunne skabe vores eget ”Paradise Hotel”, så har jeg sgu ikke tænk mig at udlevere nogen (Men jeg kan sige, at folk ikke er deres kærester helt tro (Malene og Mads/Nikoline, Diana og Lasse) og at der er rundetrunter (både af han- og hunkøn) (Susan, Nick og Gleager) nok til en mindre hær, og at 1.g’erne horer som gale, hvis sex-terninger finder frem til deres fester (alle fra Paradise generelt). Desuden har Rektor åbenbart fået klager over at skolebladet er for vulgært (hint forsiden på det forrige blad), og derfor kan vi ikke skrive alt for meget om sex i bladet, selvom at det jo sælger, som man nu engang siger. 
 
Så ja, jeg sidder lidt her, og aner ikke hvad jeg skal skrive om. Men vil meget gerne ønske jer alle sammen rigtig meget held med eksamen og årsprøver, TILLYKKE til dem, der bliver studenter i år (Gid det var mig!), og jeg håber at alle får en helt fantastisk sommerferie, om den så skal gå med at tjene penge, hygge herhjemme eller på oplevelse på den anden side af jordkloden. 
 
Det var sjovt så længe det varede!

 

Det perfekte menneske

Jeg tror egentlig ikke at der findes ret mange af dem, men ÅH hvor er de bare pisse-irriterende. De der mennesker som bare kan alt. Jeg har lige mødt en af dem i dag i skolens volley-turnering. Han er lækker, et biologi-geni, charmerende og virkelig god til volley. En af mine veninder er også en af dem, som bare kan alt. Hun er sød og smuk, får gode karakterer og har det fedeste job. Du kender sikkert en af dem selv. De fleste gør vel om end ikke personligt, så måske fordi der går en på din skole, en som du kender fra arbejde, fra din sportsklub eller bare en som du har hørt om, fordi han/hun gang på gang er nævnt i lokalavisen.  For det første ser de godt ud – sund hud, som aldrig har set skyggen af en bums, smukt hår, lækker krop, og så er de i måske ikke fantastisk, men i hvert fald god form. De får gode karakterer i skolen, selv i de fag som de er dårlige til, læser interessant litteratur og skriver selv fremragende digte. De har et job på den helt nye, trendy cafe i byen eller pladebutikken hvor alle køber al den musik, man ikke kan få andre steder. Selvom de både arbejder, er i skole hver dag og får topkarakterer, er de stadig at se i byen i weekenderne, hvor de danser natten væk og bliver tilbudt drinks af deres utallige beundrere. De har verdens sødeste kæreste, nemmeste forældre og pæneste lejlighed. Et musikalsk talent, kunstnerisk geni og glimrende skuespiller. Hvis de bare var flabede eller arrogante, så kunne man i det mindste sidde og hade dem i sin egen lille uperfekte verden af dumpede prøver og hæle, som sidder fast i risten. Men for de meste er de charmerende, sjove og nede på jorden, hvilket betyder at man virkelig nyder deres selskab. Den eneste grund til at de er pisse-irriterende er, at man bliver klar over, hvor uperfekt man selv er. De minder mig om alle ting, som jeg gerne vil, men som jeg bare slet ikke synes, at jeg kan overskue eller har tid til. Deres minutter og timer er meget længere end alle normale, dødelige menneskers timer – Det er deres hemmelighed. Jeg er helt sikker. Der er simpelthen ingen anden forklaring. Det ville ikke undre mig, hvis de mødes en gang om ugen i en lille hemmelig klub for perfekte mennesker. Så sidder de der og muntrer sig over, at de har gennemskuet hvordan man kan stoppe tiden, imens de iagttager de dødeliges ynkelige forsøg på at opnå perfektion.  

Det sker, at jeg af og til prøver, men nej – gang på gang må jeg simpelthen give op – jeg får aldrig min matematikkarakter op over 4 og kæmpebumsen på hagen vender troligt tilbage selvom, at jeg plejer min hud med diverse dyre cremer. Jeg ved godt, at man ikke bør give op, men nogle gange virker min dyne og ”Paradise Hotel” (Ja ja, jeg ved det godt, men jeg er altså blevet grebet af det – plejede ellers at være en af dem, som lavede grin med dem som så det) altså bare meget mere tiltalende end lektier og andre fornuftige ting. Et par gange om ugen tager jeg en beslutning om at nu vil jeg til at lave lektier én time om dagen, og nu vil jeg begynde at løbetræne for at komme i form. Jeg kan nærmest se himlen åbne sig, englene hæve deres trompeter og spille en fanfare, fordi nu vil jeg virkelig gøre det! Og nu – det starter i morgen!

The only thing nice about being imperfect is the joy it brings to others

Doug Larson

P.S. Jeg er helt sikker på, at de er elendige i sengen. Om dette er sandt, vil jeg nok aldrig finde ud af, for chanchen for at et af disse mennesker nogensinde kunne finde på at være sammen med en dødelig som jeg er godt og vel lig nul.

Der er så dejligt under dynen

Der er så dejligt under dynen. En lille bytur var skyld i, at jeg først kravlede i seng kl. 04 i nat. Havde det været en almindelig skoledag i dag, havde det været ganske forfærdeligt, for så havde jeg skullet tvinge mig selv til at komme ud af fjerene efter kun 3 timer i reden. Men heldigvis er det søndag i dag, hvilket betyder at jeg har tilbragt hele dagen under dynen, men undtagelse af et par få udflugter til badeværelset og køleskabet. I modsætning til turene til toilettet var ca. hver anden udflugt til køkkenet forgæves. Af en eller anden underlig grund kravler jeg ud af den varme seng, går med bare tæer igennem det kolde hus, åbner køleskabet, kigger i det og konstaterer at, jo – der er sådan set masser af mad at vælge imellem, men efter at have stået lidt og kigget, ender jeg med at lukke køleskabet igen og forlade køkkenet. Og okay, hvis det bare var en enkelt gang man gjorde dette, så var det måske knap så underligt. men når det er flere gange dagligt, begynder man altså at undre sig lidt over hvorfor man gør det. Jeg tror måske, det skyldes rastløshed, kedsomhed eller… fortvivlelse.

Måske vil man trøstespise –i frygt for at for at lukke de følelser man har ud af munden og lade de forkerte mennesker høre ens fortvivlelse, stopper man munden med mad, for så er den sikret. Eller man føler et tomrum indeni og tror at det er sult, men i virkeligheden er det egentlig ensomhed eller savn. Allerede i en alder af kun 19 år, er det ligesom gået op for mig, at trøstespisning ikke hjælper på det tomrum jeg af og til føler, jeg har indeni. Men for et kort øjeblik bilder jeg mig selv ind at trøstespisning kan hjælpe, men når jeg så står foran køleren, går det op for mig, at det gør det ikke. Jeg skal ikke spise, jeg skal skrive. Det er det jeg skal. Ikke fordi jeg skriver specielt godt eller fordi andre skal kunne læse om mit enormt uinteressante liv. Nej, jeg skal skrive for min egen skyld og tomrummet i min maves skyld.  Så her er jeg – sort på hvidt, under min dyne - sov godt og drøm dejligt!   

You don’t have to be great to start, but you have to start to be great.
Joe Sabah